Et ærligt indlæg af Rasmus Schriver.

I forbindelse med afviklingen af Hammer Time by Storms Cycling Club udgiver vi en række artikler, der opsummerer nogle af de indtryk, vi fik fra de tre dage med cykelløb i bedste rock n’ roll-stil, hvis vi selv skal sige det. 

Det er med idrætten, som det er med alt andet. Værner man ikke om den visner den hen og dør. Den bliver støvet, grå og kedelig. Uden relevans og uden appetit. Med det vil ‘jeg’ (bemærk 1. persons vinkel. Holdninger mv. er for egen regning) med det sidste indlæg forsøge at kaste lidt perspektiv på det, som vi oplevede i weekenden til Hammer Time. 

Er det en oplevelse?

På den brede tangent starter jeg der, hvor vi alle er lige nu. I en tid hvor COVID-19 har det med at løbe med overskrifterne – og nu desværre igen i stigende grad. Derfor er det unægteligt også lidt interessant, nu her på bagkant af Hammer Time, at se på situation med COVID-19 i det perspektiv. 

Oplevelseøkonomien, som jeg mener Hammer Time sniger ind under, har til forskel fra finanskrisen i 2008 i den seneste tid oplevet et drastisk fald i først indtægter, dernæst jobs og deraf en stigende grad af arbejdsløshed. Alt dette grundet COVID-19. Hvad betyder det? Jo, men det betyder naturligt at oplevelser som f.eks. Hammer Time er udfordret af omstændighederne grundet presset på de ressourcer, herunder tid såvel som økonomi, der naturligt affødes af en situation som den, vi står i lige nu. Idrætten som helhed er også presset af situationen og til mestendels på grund af det forsamlingsforbud, der hersker. Det har simpelthen ikke været muligt at drive idrætten, som vi kender den. I det store billede er det OL 2020, Fodbold (herre) EM 2020, Tour de France og de andre konger og dronninger, der lider det største knæk. Men idrættens verden hænger sammen og skulle det – gud forbyde – gå hen og blive en realitet, at vi må undvære vores traditionelle holdepunkter for en stund, kan det betyde manglende omsætning, indtægt, deraf udbetaling af løn til privatpersoner og i sidste ende mindre efterspørgsel på idrætten i den form, som også Hammer Time byder sig under. 

Men én ting, som jeg trods alt syntes, der er interessant i det perspektiv er, at man i en moderne idræt gerne italesætter succeser som ”stor, større og størst”: Store begivenheder, større deltagerantal og størst kapacitet. Vi vil have meget mere og mest. ”Fortæl mig noget, og jeg glemmer det. Vis mig noget, det vil jeg muligvis huske. Giv mig en oplevelse, det glemmer jeg aldrig”. Sådan lød ordene fra den altid mundrette Søren Kirkegård. Og ganske som han vægter i netop det citat, bør det måske i den kommende tid og årene fremefter være i endnu højere grad oplevelsen, formatet og ærekærheden mere end de tørre tal, der skal determinere hvorvidt noget giver mening at gøre, gøre igen eller ikke giver mening at gøre igen. At Hammer Time i skrivende stund syntes at kunne ”noget” i vores regi, skyldes hverken opskruede budgetter, boomende deltagerantal eller seertal af dimensioner. Kogt ned er det hverken mere eller mindre end den samlede sum af de brudstykker, der henover tre dage i sidste ende skabte et facit for den enkelte og den enkeltes oplevelse. Gav det noget betydningsfuldt til de, som var en del af det? Og ikke mindst, italesatte det idrætten og repræsenterede det idrættens væsen på en måde, så det fik den til at fremstå på retmæssig vis – blev idrætten sexet af Hammer Time? Var det relevant i en samfundstid, hvor moderne tendenser bryder med traditionel idræt? Var det en oplevelse, der var oplevelsen værd? For først der, kan man begynde at tale om successer og perspektiver, som vi ser det, og især i en tid, hvor vi vel langt hen af vejen saver den gren over, som vi selv sidder på, hvis vi ikke tillægger idrætten mere værdi end det faktum, at det kan samle folk. Først der er det tilpas relevant til, at man bør bryde sig om det. Hellere færre deltager og større oplevelser end flere deltagere og mindre relevans. Bevares, det ér langt hen af vejen også det, der er på tale lige nu. Men som minimum mener vi, at der er et perspektiv vi kan tage med fra Hammer Time og ind i den dagsorden, der kredser om oplevelser i samfundet lige nu.

Frivillige vil gerne bruge tid på noget, der giver mening

Det andet perspektiv fra weekenden, som jeg syntes at tage med videre, er den evige sang om at frivilligheden og frivillighedskulturen er under pres i nutiden. Det er en kendt sag at civilsamfundet og den frivillige sektor hånd i hånd langt hen af vejen driver idrætten. I det daglige, den daglige drift, som ledere, trænere og til arrangementer. I kulturen når det gælder det lokale kræmmermarked men også, når det gælder de store internationale begivenheder. Nu er jeg ikke født tidligere en 1992 og har ikke oplevet meget førend, at jeg kan huske Brian Laudrup og Søren Kolding på hver sin måde levere “samme” jubelscene mod Brasilien i 3-2 nederlaget til fodbold VM i 1998. Men hvad jeg oplevede i weekeden var, at frivilligheden levede i bedste velgående. Og det til trods for at mange mener, at der var bedre ’kår’ for frivilligheden i de ’gode gamle dage’. Dertil skal man huske, hvad der driver frivillighed. Det handler ikke om økonomisk indtægt. Det er et spørgsmål om fællesskab, tilhørsforhold og selvrealisering. Og hvad vi oplevede med Hammer Time var en overvældende opbakning både på og af cyklerne til at være en del af oplevelsen, fællesskabet og nok i virkeligheden også et form for værdifællesskab, hvor idrætten, sporten og cykelsporten fik frie tøjler til at være, hvad den evt. kan være i anno 2020. Ja, i hvertfald i vores fortolkning af den. Med andre ord, så oplevede jeg en bred opbakning – frivilligt – fra folk, der sagde ja til at hjælpe, når man spurgte om hjælp. Og hvad kan man lære af det? Jeg tror på, at der er flere facetter i svaret på lige netop det.

For det første var Hammer Time over en tidsbegrænset periode. I en moderne verden syntes der at være en styrke i, at ting sker for en afgrænset periode. Der er nærmest en komplimenterende faktor i, at ting kun sker én gang. Skal det ske endnu en gang udover den første gang, så skal det satme også være en to’er, der kan noget andet end den første. Folk tænder på det faktum at gøre noget én gang. Dernæst havde Hammer Time en vis form for nyhedsværdi. Deri var det innovativt. Og som nævnt tidligere er det et resultat af en kreativ proces. Det tror jeg på er med til at skabe grobunden for noget, som andre gerne vil være en del af. Og for det tredje tror jeg på, at viser man kærlighed til det man laver, mener man det, man siger, og forsøger man at gøre sig umage, vil folk som oftest også lægge mærke til det. Og deri ligger også det faktum, at man over tid mister relevans, hvis ikke man formår at holde kærligheden i live. Det er som Nationalmuseet, som det er med Liverpool. Det var blevet kedeligt, tarveligt, grumset og en tragedie indtil, at ærekærhed og en ustoppelig kærlighed tog over og gav det fornyet liv, et sexet udtryk og relevans – igen.

Storms Pakhus har samfundsrelevans

Den tredje tanke, der har kredset om mit hovede de sidste par dage, starter et sted langt væk fra Odense, fra Fyn og Danmark. Den starter hos den efterhånden i cykelkredse berømte og berygtede Sylvan Adams. Måske navnet kun ringer en klokken hos nogle. Men hvis man nævner Israel Start-Up Nation (eller Israel Cyclig Academy, hvis det skal være mindre politisk betvunget), siger det nok de fleste noget. Det sympatiske World Tour-projekt, der sigter at skabe et helt nyt cykelhold i den absolutte elite ved at gøre tingene efter kunstens regler. En sang vi har hørt sunget før. Nå, men det er faktisk ikke så meget selve holdet, det skal handle om. Det er baggrunden for holdet og deraf Sylvan Adams. For sammen med en række andre rigemænd skriver Sylvan sig ind i en stigende tendens i idrættens verden, der handler om at gøre brug af det rationale, der ligger til grund for at bruge idrættens værdier og anatomi for egen vinding skyld – og ikke nødvendigvis med hensigt på økonomisk velstand. Nej, tværtimod. For idræt er på nogle måder en investering og ikke altid en økonomisk rentabel forretning. Grundlæggende har idræt og deraf professionel sport som forretning egentlig i mange henseender vist sig at være dårlig idé vurderet på et alment økonomisk grundlag. De penge du skyder i sporten kommer sjældent tilbage med et ’surplus’ på bankbogen. Og egentlig gælder det sig ikke kun for de personer med mange penge. Det gælder også for os ‘almindelig’ dødelige. For overvej gerne hvor meget tid og hvor mange penge, vi egentlig gennem tiden har investeret og i fremtiden også vil investere i idrætten uden, at vi nødvendigvis får det tilbage 1:1. Hvad er det, der driver os til, at vi bliver ved på trods af det? Jo, men det aktive fællesskab er en del af tankegangen. Det handler om tanken om ’sejr’: At være en del af sejren, at være en del af noget større end en selv. Ja, at være en del af idrætten. I marketingskredse er idrætten alment kendt for at være et ”irrationelt produkt”.

Tænk over det; lad os tage den aktuelle situation med samtlige danske middelaldrende mænd, der i onsdags kunne lade champagneproppen springe i stuen, da Liverpool efter 30 år igen kunne kalde sig engelske mestre og måske endda for verdens bedste fodboldhold. I 30 år – mere eller mindre – har Liverpool leveret et produkt, som har været ad helvede til. Den ene ting, de grundlæggende er sat i verden for, nemlig at spille fodbold, har tildels været det sidste, de kunne finde ud af. Men ikke desto mindre er disse “middelaldrende mænd” ’loyale’, som man siger, og bliver ved med at købe produktet, holde med klubben og være en del af fællesskabet. De bliver ved at stemple ind i ’sejren’ til Liverpool. Til trods for, at det sejler. Det svarer til, at dit lokale supermarked blev ved at handle for gamle varer, forkerte varer eller løb tør. Men alligevel gik du ned og handlede i troen på, at det ‘denne gang’ nok skal lykkes dem, at ramme den lige i røven. Det er irrationalt og en hurtigt cost/benefit-analyse vil også fortælle, at det har været en dårlig økonomisk investering, hvis målet er at vinde fodboldkampe. Hvor er det, vi vil hen med det her?

Jo, vend tilbage til Sylvan Adams. Tænk på Liverpool og alle de mænd, der er en del af det værdifællesskab som Liverpool er mere end noget andet. Isral Start-Up Nation er et forsøg på fra en såkaldt selvudnævnt ambassadør for Israel og for landets værdier, at brede et positivt budskab via. idrætten og i det her tilfælde cykelsporten omkring landet Israel. Med andre ord, handler cykelholdet om at skabe en god stemning omkring Israel som nation via. sportens verden. Kan man skabe et professionelt og sejrsrigt cykelhold, som folk vil stemple ind i – nøjagtigt som Team Sky gjorde det med britisk-cykelsport, vise landet Israel frem i Giroen på bedste vis og i øvrigt bidrage positivt til idrætten – så gør man noget godt for den verden, vi lever i, er tesen i hverfald. En tese der også pryder andre sportsgrene. Fint nok – vi skal ikke gøre os dommere over, om det er rigtigt eller forkert.

Men det interessante i denne sammenhæng er altså, at selv i de små kredse af idrættens verden eksisterer denne tendens også og det kan aktivt bruges i et positivt regi – hvilket vi også tror på at en person som Sylvan Adams gør. Vi påstår ikke nødvendigvis at nogle af disse aktører, der har den tilgang til idrætten, ikke også har rent mel i posen. Og det er nu, at vores pointe kommer ind i billedet. Storms Pakhus som insitution i kulturen og idrættens verden blev i weekenden sementeret som en aktør, der skal tages seriøst på samme vis. Det er en aktør, der kan mere end at sælge mad og drikke og lave sommeraktiviteter for børnefamilier. Og via. det faktum må man også bare konstatere, at det rent faktisk fungerer at brede de gode værdier og den gode historie gennem idrætten, hvis det er det, man ønsker. For med et positivt syn på idrætten og den investering af ressourcer, der kommer deraf via. en idrætspolitisk strategi, der er under opbygning i pakhuset, kommer investeringen (forhåbentligt) mangfoldigt igen. Både ved øget salg af mad og drikkevare. Men især og velnok i endnu højere grad gennem en styrket samfundsrelevans for den enkelt borger i Odense på Fyn og nok også i Danmark. Som en del af civilsamfundet, om man vil. 

Men altså, vi ved det jo faktisk ikke 100% selv. Det er alt sammen vores egen analyse og vores eget perspektiv på det, som vi oplevede i weekenden. Til syvendene og sidst handler det om, ”gud ske tak og lov”, at sætte sig op sin cykel og cykle, dyrke sin sport og dyrke idrætten. Og til det vil vi igen sige tak for alle de, som i weekenden valgte at hjælpe os med at gøre lige netop det: At dyrke idrætten. 

0
Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2021 Storms Cycling Club