Criterium Gammelsø løb af stablen og det blev til en sejr til verdensmanden, Ian Millennium, fra Cykling Odense. Under stort spektakel på Odense Havn løb den unge fynbo med sejren foran ingen ringere end Michael Carbel, Team Carbelix, og Tobias Aagaard, Uno-X Dare Development. Og med det blev det tid til at lade eftertænksomheden få frit spil. Dette er vores beretning om, fra og til Criterium Gammelsø. God læse lyst!

Lad os begynde ved begyndelsen. Det er d. 9. januar 2021. Klokken er 19.46 og mailen er netop stemplet ud af Outlook og arkiveres nu automatisk under “sendt”. Mailen er sendt til de respektive instanser, der med deres selvbestaltede sceptre på deres selvbestaltede troner kan muliggøre den idé, der er på tegnebrættet. Ikke en original idé. Ikke en original idé, da arrangementet, Criterium Gammelsø, ikke er det første arrangement af sin slags – og heller ikke i regi af “Storms”, som “cykelklubben” kaldes i folkemunde. Men en idé, der ide mindste har en duft af at være en idé.

Fast forward til den 13. august 2021 klokken 20.45. 41,6 kilometer i timen på 48,44 km. 60 180 graders sving. 39 cykelryttere. 1 times og 9 minutters cykelløb. Det er de kolde data, der over et halvt år senere, at den første mail trillede ned ad startrampen og ud af Outlook-postkassen, udgør Ian Millenniums præstation på den vej, der blev afspærret på baggrund af den mail, der blev sendt den mørke og kolde aften i januar. Det er for mange det facit, der kan sættes to streger under, når man skal huske tilbage på arrangementets betydning: hvem vandt? Hvem var hurtigst? I grunden et paradoks at skulle se lyset i mørket i januar måned. At skulle kunne fornemme idéen ude i fremtiden over et halvt år senere, når nutiden der bliver til datid lader sig kalde vinter, og dertil fordre alt andet end originale idéer, der opildner til fest, farver og udendørs aktivitet. Men ikke desto mindre blev Gammelsø, vejen ved Odense Havn, lukket af, cykelløbet blev afviklet og vinderen blev fundet. To streger under det og et stort tillykke til Ian Millennium med “verdens sejeste navn”, som vores østjyske venner fra VELOFIT siger.

Et samlingspunkt for idrætten

For de fleste er det forholdet til arrangement. For de færreste går historien endnu længere tilbage. For det er ingen hemmelighed, at meget vand skulle løbe under broen førend, det var muligt at plante bagdelen i den kunststofbetrukket stol i det hvide køkken for at kunne klampe på Mac Book-tasturet, hælde vand ude af ørerne og føle man mener noget om det, man var vidner til den fredag aften i august måned.

Flashback til februar 2021. Vi befinder os i et mødelokale på Storms Pakhus. Mødelokalet er køligt dog tilpas varmt. Gulvet er præget af kant til kant-gulvtæppe. I midten af lokalet står et aflangt bord med runde ender. Om bordet sidder en håndfuld mennesker. Over bordet bliver langet udprint med et gennemsigtigt hardcover. På forsiden står ordene værdi, sjæl og arv i neongrønt med en font-type, der minder om en tegneserie fra børne-tv. Et dokument der forsøger at tilsnige sig et kreativt udtryk med en positiv stemning.

Dokumentet giver anledning til snak og tilnærmelsesvis diskussion omkring emnet “idræt” og det faktum, at idræt kan rykke ved mennesker, rykke ved en mentalitet og bidrage positivt til den store fortælling. Som journalister gerne udtrykker det: “Det kan være den lille historie i den større historie”.

Mødet tager godt og vel en halv time, hvor det bliver bekendt, anerkendt og bestemt at idrætten skal prioriteres, den skal næres, fodres og den skal integreres. Den skal udleves og indleves som en del af det hus, der ved første øjekast ligner alt andet end et klubhus for idrætten. Det kreative element fordre heldigvis dog, at modsætninger mødes og forenes i en ny tilstand og genstand, hvilket netop er tilfældet her. På mødet cementeres “Klubhuset” og en ny vision for fremtiden er født. En idé der egentlig allerede blev født i slutningen af 2017, men som forhåbentligt med et rygstød får endnu mere personlighed og charme.

En del af rejsen, der er værd at nævne i den sammenhæng, at det er et ekstra lag til fortællingen om Criterium Gammelsø. Det interessante ved det er den umiddelbarhed, jomfruelighed, det mod og den kreative skabertræng, der gennemsyrer stedet, huset og miljøet i det hus, der tager sig ud for at være et street food marked. Det er mere end det. Det er en institution, en højborg af intensitet og lyst til at ville gøre en forskel uanset fortegn, at ville skabe noget nyt – fra bunden -, der ikke nødvendigvis behøver være originalt, så længe det kan underholde, bidrage til sammenholdet og skabe en kultur, det kan samle folk og give minder for livet.

Løbsspeakeren, røggranater og Pandaen

Hvorfor overhovedet prioritere idrætten i et hus, der groft sagt lever af at sælge Bao Buns, pommes frites og kolde fadøl? Jamen det er egentlig rimelig tilgængeligt at kunne bevise “hvorfor” og besvare det gode gamle spørgsmål.

Gammelsø er en for de fleste mennesker relativt ukendt vej, der løber langs Odense Havns indsnævring, hvor skibe, fiskere og kulturen udspringer og får liv alle ugens dage. Vejen rummer to retninger for bilisterne og dertil en mindre passage langs vejsiden til pendleren på sin Swapfiets. Kører man ad Gammelsø fra krydset på Toldbodgade vil man efter et par hundrede meter på højre side møde en parkeringsplads med udmunding til Gammelsø. Parkeringspladsen skaber rum til transportmidler for de, som har bosat sig på Odense Havn i de nyopførte lejligheder. Et relativt råt og urbant miljø, der brydes at moderne kassebyggerier, der i en svag stund har anelser til sementjungler i storbyerne.

På modsatte side af parkeringspladsen, sidder Morten Brian Pedersen sammen med Jørn Husum denne aften. På en bænk der grundet slitage og nedbrud står til at knække på midten ved et bord, der kan klappes ud og igen klappes sammen efter behag, sidder de to med hørertelefoner og mikrofoner med en skærm midtfor suppleret af pergamenter og dokumenter. De udgør aftens kommentarspor. Og lige netop Morten og Jørn står tilbage som personificeringen af alle de mennesker, der på denne dage, udgjorde “surdejen”, der til syvende og sidst skulle bages og blive til en pladefuld appetitlige boller, der blev kørt ned med smør og nutella. Det være sig alt lige fra alle de såkaldte frivillige, tilskuere, deltagere, en panda, røggranater og alle andre gode mennesker, der har doneret deres tid til, at være en del af løbet.

Alle – hver og en – skal anerkendes for at bidrage til den oplevelse, vi føler Criterium Gammelsø formåede at blive – på godt og ondt. Ja, vi kører på cykel. Men vi vil mere end at køre på cykel. Vi vil underholde. Vi vil vi samles, glædes og mindes om, hvad vi kan skabe sammen, hvis vi samskaber på lige vilkår. “Lige børn leger bedst”, siger de og lige netop der, har idrætten alle dage haft et grundlæggende vilkår, element, en evne, om man vil, til nedbryde de barriere, der skaber forskelle fysisk, socialt og psykisk mennesker og personligheder imellem

Det er grundtanken for at prioritere idrætten, skabe en fortælling og et minde gennem de helt unikke oplevelser, der kan fremskyndes gennem idrætten, hvis man tør tro på det, tillade det ske og dernæst jagte lysten til at udføre.

Den totale oplevelse

Og netop det er for os det facit, der skal sættes to streger under på bagkant. Ikke hvem der vinder selve cykelløbet, som nævnt indledningsvis. Nej, det er de underlæggende kræfter, der skaber et intensivt øjeblik, vi alle kan være en del. Et øjeblik der skaber en oplevelse. Et øjeblik der skaber et minde.

Den totale oplevelse sker før, under og efter at det egentlig arrangement, løber af stablen. Det sker fra den første mail bliver sendt og helt frem til den sidste strofe i verset bliver rundet i den salme, der udspiller sig. Det er som et stykke musik, hvis man tillader det at være lige netop det. Det er sammenspillet mellem den såkaldte frivillige, deltagere, cykelrytterne og tilskueren, som det er sammenspillet mellem vejret, ruten, området, tidspunktet, personerne, stemningen, duften, lugten og smagen. Det er den totale oplevelse. Og dertil er det interessant at det stille det spørgsmål, man som oftest bliver spurgt medmindre, man med sikkerhed ved, at det ikke er sådan det måtte forholde sig: Er det et motionsløb? Hvis et motionsløb er den totale oplevelse, så er det, ja. Det er interessant at stille netop det spørgsmål i den kontekst, at det vidner om, hvordan man har tænkt sig at gøre brug af idrætten, som værktøj og redskab.

Men at katagorisere godt og vel 100 menneskers ageren en fredag aften, 100 menneskers konsumering af tid og hertil fritid, 100 mennesker opmærksomhed, nærvær og gøren og laden til det, der betegnes som “motionsløb”, er for os ikke nok, om man vil. Det kan lyde arrogant. Men det er simpelthen ikke nok. For os skal det kunne mere end det. Det søger at være mere og andet end det. Det skal være en oplevelse, der på lige fod med en koncert, en biograftur, vandretur, en fest m.m., skal kunne mindes og glædes. Og det interessante hertil er at gøre sig klart, hvilke tangenter man så måtte have at spille på.

Idrætten i regi af sport, bliver et rum for en stund, hvor det handler om at sætte stemning for deltagerne i legen. Hvor det handler om, at kunne tvinge hver enkelt, der måtte være med i legen, føle de har en rolle at spille og dertil leve sig ind i den rolle. En leg hvor indlevelse, medbestemmelse og kreativitet bliver sat i system med et sæt spilleregler, der er nemme at forstå uanset, hvilken rolle man måtte indtage i legen. Det er nøjagtigt som en flok langhåret rollespillere, der tæsker løs på hinanden i skoven, fordi de mener, at de ér Prince Lancelot eller Orken Bulgur for en stund. Forskellene er til at få øje på, ja. Men følelsen, værdien og årsagen er ens. Vi tror på, at gennem frisættelsen af legen skaber vi en oplevelse. Og det er den oplevelse, der skal skabe minder, samle, udfordre, provokere og skubbe til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Det er i den oplevelse og den oplevelse alene, at idrætten får en værdi, der er værd at prioritere på et højere plan. Det er den leg, der er sjov at lege uanset, hvem man er, hvordan man og hvor man er så længe, man kan leve sig ind i sin rolle.

Tak for denne gang – på gens….. eller?

Og skal vi så gentage den oplevelse? Måske. Det er farligt. Man taler om den svære 2’er. Det her var den svære 2’er. Og den overlevede vi, som det tager sig ud lige nu. Men nogle gange skal man lade mindet stå tilbage uberørt og jomfrueligt. Om vi skal afvikle samme løb igen i 2022, kan vi ikke lægge os fast på. Tilbage til historien om mødelokalet. Klubhuset søger at skabe en illusion om at idrætten har moderne vilkår for at udfolde sig. Næres og prioriteres. Det kan være et skønmaleri, hvis man tillader det at være et skønmaleri. Men med det opstår et andet fænomen, hvor det får en betydening, en værdi og sjæl. Alt der har en sjæl og værdi skaber en arv. Man skal respektere den arv for hvad den er, og ikke nødvendigvis for, hvad man ønsker, den skal være. Og med det skal man være den store i søskendeflokken, der kan tage skridtet tilbage og lade ting næres og modnes med tid. Det er en sælsom arvtagers skønmaleri. Det er hvad det er. “Det er bare en cykel”, som der en gang var en meget klog mand, der sagde. “Det er bare en cykel”. Men det er også, hvad vi gør det til.

Ikke desto mindre: det er pisse fedt.

0
Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2021 Storms Cycling Club